Café Mauritz

Da Café Mauritz åbnede på Gerritsgade i 2016, var det ikke bare endnu en café, der slog dørene op i Svendborg. Det var en del af en større historie om en familievirksomhed, der havde brugt 14 år på at bygge et koncept op — fra den allerførste café i Skibhuskvarteret i Odense i 2002. Samme år som caféen kom til byen, blev hele Mauritz-kæden kåret som Gazelle-virksomhed af Børsen, en anerkendelse der blev gentaget året efter. Det siger noget om, at der bag den beskedne facade ligger en virksomhed med styr på tingene.

Historien bag Mauritz-kæden begyndte, da Hamza Altinok overtog konceptet i 2006. Siden er hans søn Ahmet Altinok kommet med i virksomheden — en interessant karrierevej for en mand med juridisk baggrund, som valgte familievirksomheden frem for advokatkontoret. Det er den slags familiedrevne forretninger, der ofte overlever i provinsbyer som Svendborg, hvor kæder og franchises kommer og går, men stederne med en personlig historie finder deres publikum. At en jurist vælger cafédrift frem for en traditionel juridisk karriere fortæller også noget om, hvordan anden- og tredjegenerations indvandrere har ændret det danske erhvervsliv — ikke mindst inden for restaurationsbranchen, hvor entrepreneurship og familienetværk spiller en central rolle.

At Café Mauritz netop slog sig ned på Gerritsgade, placerer den midt i byens handelsliv. Gerritsgade har gennem årene været en central akse i Svendborg, hvor folk naturligt bevæger sig mellem butikker og andre mødesteder. Det er en gade, der hverken er hovedstrøg eller sidegyde, men netop dét mellemlag, hvor byens hverdagsliv folder sig ud — hvor man handler ind, mødes til kaffe eller bare passerer på vej til noget andet. Det er ikke et tilfældigt valg — caféer lever af gennemstrømning, og af at være der, hvor folk alligevel er. For Svendborg har det betydet endnu et sted, hvor lokale kan mødes uden at skulle ud af byen.

Mauritz' tilgang til mad adskiller sig ved at lægge vægt på bæredygtighed og friske råvarer. De laver deres egne dressinger, og oksekødet kommer fra Grambogård — et valg der både signalerer kvalitet og en bevidsthed om, hvor ingredienserne kommer fra. I en tid, hvor flere og flere er opmærksomme på fødevarers oprindelse, og hvor bæredygtighed er gået fra nicheinteresse til mainstream, er det et træk ved caféen, som matcher en bredere tendens i madkulturen. Det er ikke revolution, men det er solidt håndværk.

For en by som Svendborg, der hverken er stor nok til at tiltrække alle de store kæder, men heller ikke så lille, at udbuddet er begrænset til det mest basale, er steder som Café Mauritz med til at definere, hvad byen kan tilbyde. Det er ikke finedining, men det er heller ikke fastfood. Det er det mellemlag, som provinsbyer er afhængige af — steder der fungerer som dagligstue for byens borgere, og som besøgende kan falde over uden at skulle researche på forhånd.

At caféen samtidig er en del af en større kæde, men med lokal tilstedeværelse og familieejet baggrund, gør den til et eksempel på, hvordan moderne provinshandel kan se ud. Det er ikke den lokale kaffeentusiast, der brænder sine egne bønner i baglokalet, men det er heller ikke den anonyme kæde uden forbindelse til byen. Mauritz befinder sig et sted derimellem — professionelt drevet, men med rødder i en familiehistorie, der strækker sig over to generationer.

Café Mauritz fungerer efter sigende som mødested for både lokale og besøgende — en beskrivelse der passer på de fleste caféer, men som faktisk siger noget væsentligt. At et sted kan rumme begge dele, uden at blive for turistet eller for indadvendt, kræver en balance. Det kræver, at maden er god nok til at lokke folk til, men også at stedet føles naturligt at træde ind i en tirsdag formiddag. På Gerritsgade ser det ud til, at Mauritz har fundet den balance.