I 1974 flyttede de sidste beboere ud af Viebæltegård i Svendborg. Det markerede slutningen på en æra: Danmark havde ikke længere nogen fattiggårde i drift. At netop Svendborg var hjemsted for landets sidste institution af denne type, siger noget om, hvor dybt forsorgshistorien har sat sig i byen. I dag kan man gå ind i de samme bygninger og møde historien om de mennesker, som samfundet dengang definerede som uværdige til at leve frit.
Danmarks Forsorgsmuseum er en del af Svendborg Museum og har til huse i den tidligere Svendborg Kjøbstads Fattig- og Arbejdsanstalt på Grubbemøllevej. Bygningskomplekset blev opført i 1872 efter tegninger af arkitekt Jens Juel Eckersberg, og fattiggården var i drift helt frem til 1974 — altså i over hundrede år. Siden 1974 har Svendborg Museum holdt til i bygningerne, og fra 2002 har de rummet museets udstillinger om forsorgshistorien. Grubbemøllevej ligger ikke i byens centrum, men i et mere perifert område. Det var heller ikke tilfældigt dengang: Fattiggårde blev placeret i udkanten, væk fra byens liv og handelskvarterer. De fattige skulle ikke ses, og bygningerne skulle ligge, hvor de ikke generede borgerskabet. Den geografiske placering fortæller sin egen historie om eksklusion.
Stedet er unikt på flere måder. Det er Nordens bedst bevarede fattiggård og Danmarks eneste fredede og bevarede fattiggård. Men det er også det første museum af sin art i Europa med statens forsorg og de fattiges levevilkår som arbejdsfelt. Når man står i de gamle lokaler, er det ikke bare arkitektur, man ser — det er vidnesbyrd om en tid, hvor fattigdom blev håndteret ved isolation og tvunget arbejde frem for social støtte. I modsætning til mange af byens andre kulturinstitutioner, der fejrer handel, søfart og borgerlig velstand, fortæller dette museum den modsatte historie. Det handler om dem, der faldt udenfor.
Navneskiftene gennem årene afspejler et samfund i forandring. I 1933 skiftede stedet navn fra fattiggård til Arbejdsanstalten Viebæltegård, og i 1961 blev det til Forsorgshjemmet Viebæltegård. Ordene 'fattiggård' og 'arbejdsanstalt' blev gradvist for ubehagelige, selv om funktionen i bund og grund forblev den samme. Det er præcis den slags mekanismer — hvordan samfundet kalder tingene, hvem der blev lukket inde, hvad der blev forventet af dem — som museet undersøger. At navnet skiftede, men institutionen fortsatte, viser, hvor langsomt den reelle forandring kom.
For os, der bor i Svendborg, er det en mærkelig tanke, at denne del af byens historie overlevede så længe. I 1974 var det moderne velfærdssamfund for længst etableret andre steder, men her fortsatte institutionen. Det kan virke som en skamplet, men det er også en del af grunden til, at museet eksisterer. Fordi bygningerne fortsatte med at være i brug, blev de ikke revet ned eller omdannet til boliger. De forblev intakte. Hvor andre byer mistede deres forsorgshistorie til byudvikling og modernisering, beholdt Svendborg sin — næsten ved et uheld.
At gå rundt på Danmarks Forsorgsmuseum er at konfrontere den del af danmarkshistorien, som ikke handler om demokrati og folkestyre, men om kontrol og eksklusion. Det er ubehageligt, men også nødvendigt. Fattigdom eksisterer stadig, om end i andre former, og spørgsmålene om, hvordan samfundet behandler dem, der falder udenfor, er ikke løst. Museet minder os om, at vi ikke altid har gjort det godt.
At Svendborg huser denne institution er mere end en historisk tilfældighed. Det siger noget om en by, der har valgt at bevare og formidle en vanskelig fortid frem for at slette den. Det kræver mod at lade de gamle mure stå og fortælle deres historie — også når den ikke er flatterende. Danmarks Forsorgsmuseum er derfor ikke bare et museum om de fattige. Det er et museum om os alle sammen, og om de valg, vi træffer, når vi møder sårbarhed.
Stedets egen side: forsorgsmuseet.dk