Når man bor i Svendborg, har man en af Europas bedst bevarede vandborge fra renæssancen som nabo. Egeskov Slot ligger ved Kværndrup syd for Ringe på Sydfyn — tæt nok til en eftermiddagstur, men langt nok væk til at mange svendborgensere nok ikke har været der siden skoletiden. Det er en slags paradoks: Vi ved godt, det er der, men hvor ofte tager man egentlig derhen? Det er karakteristisk for den slags steder, der ligger i ens nærområde — de bliver usynlige af ren nærhed.
Slottet blev opført i 1554 af rigsmarsk Frands Brockenhuus, og det siger noget om det fyenske landskabs betydning i renæssancen, at en mand i den position valgte netop denne egn. I en tid hvor magten var koncentreret omkring kongen og de højeste adelsmænd, var Sydfyn ikke periferi, men centrum. Bygværket er funderet på nedrammede egetræspæle i en lille sø med en maksimal dybde på omkring fem meter — en imponerende ingeniørpræstation for sin tid, der fortæller om ambitioner, der rakte langt ud over det rent praktiske. Vandborge blev bygget som forsvar, hvor søen skulle gøre det vanskeligere for fjender at trænge ind, og Egeskov er altså et af de bedste eksempler i Europa på, hvordan det så ud, når det var bedst. At sådan et byggeri kunne gennemføres her, vidner om adgang til ressourcer, håndværk og arbejdskraft af højeste kaliber.
Siden 1784 har slottet tilhørt slægten Ahlefeldt-Laurvig-Bille, hvilket gør det til et af de steder på Sydfyn, hvor historien ikke bare er noget, man læser om, men noget der fortsætter. Greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille er nuværende ejer og bor faktisk på slottet. Det betyder, at Egeskov ikke er blevet musealiseret på samme måde som mange andre historiske bygninger — det er stadig et hjem, bare et meget gammelt og meget stort. Den slags kontinuitet er sjælden i dag, hvor gamle bygninger oftest enten forfalder eller omdannes til institutioner. Her lever fortiden og nutiden side om side på en måde, der minder om, at historien ikke er afsluttet, men blot fortsætter i andre former.
For offentligheden blev slottet først tilgængeligt i 1986, da det åbnede for turister. Det er ikke så længe siden, historisk set, og man kan fornemme, at åbningen var en afvejning mellem at bevare privatlivet og lade andre få del i arven. For Svendborg, en by der selv har måttet finde sin nye rolle efter industriens tilbagegang, er det interessant, at Egeskov fandt sin offentlige funktion netop i 1980'erne — en tid hvor kulturarv og turisme begyndte at blive set som økonomiske muligheder og ikke bare omkostninger. Før det havde man dog allerede i 1967 åbnet Veteranmuseet i den tidligere kornlade, så interessen for at vise stedet frem har tydeligvis været der i generationer. At gamle landbrugsbygninger kan omdannes til kulturelle destinationer, er en tanke, der er blevet mere og mere relevant.
Haven fortjener sin egen omtale. I 2006 modtog parken Havens Dags Pris, hvilket er en anerkendelse af det arbejde, der er lagt i at vedligeholde og udvikle anlægget. For os i Svendborg, der er vant til kysten og havnen, er Egeskovs park et andet slags landskab — de store træer, de klippede hække, de geometriske mønstre. Det er renæssancens drøm om at tæmme naturen, gjort synlig i en form, der stadig holder. Hvor Svendborgs identitet er bundet til havet, bølgerne og skibsfarten, repræsenterer Egeskov det indre land, det stabile, det der blev bygget for at vare. Det er to forskellige måder at forholde sig til landskabet på, og begge dele er sydfynske.
At Egeskov ligger her, siger noget om det sydfynske landskab som mere end bare landbrugsland mellem byerne. Det er et kulturhistorisk kraftcenter, hvor slægter har forvaltet jord og bygninger gennem århundreder, og hvor historien stadig er levende. For Svendborg er det en påmindelse om, at vi ikke bare er en havneby — vi ligger i et opland med dybe rødder. Det kan være værd at tage derud igen, ikke som turist i egen egn, men som en der ønsker at forstå, hvad der ligger lige uden for døren.
Stedets egen side: egeskov.dk